Rigtig mange oplever en hverdag, hvor vi føler os drænede og måske også har en følelse af at sidde på udskiftningsbænken i vores eget liv. Livet er egentlig godt, men alligevel…og vi deltager ikke helt som vi gerne vil. Det er tit forbundet med skam. For de fleste af os vil så gerne kunne det hele, hele tiden. Og når vi ikke kan, så skammer vi os.
Vi føler os simpelthen ikke gode nok. Nu har vi endelig fået den mand, de børn og det job, vi ønskede os, og så nyder vi det ikke? Vi er ikke glade, selvom vi udefra set burde være det…Det er en totalt forbudt følelse. Vi kræver af os selv, at vi skal være glade for det gode. Men hvad gør man så, når man faktisk bare er fuldstændigt drænet?
Jeg har en klient, som går i coaching forløb hos mig. Måske kan du genkende noget af dig selv og din hverdag i hende.
Hun elsker sin mand, hendes børn, sit hus og sit arbejde. Men hun kan ikke rumme det længere, og kan ikke mærke sig selv. Hun er TRÆT og er total energiforladt….når hun endelig synes hun skal nyde det, så kan hun ikke fordi batterierne er brugt op.
Hun forstår det faktisk ikke, for hun har de ting i livet hun ønsker sig.
Alt det gode føles pludselig også som en opgave, og alt bliver svært at overskue.
Fakta er, at hun er brugt. Hun sidder over for mig, og kan nærmest ikke forklare det. Ser her tom ud i blikket. Kunne jeg bare blive indlagt i 3 dage sige hun, bare for at slippe væk fra det hele. Så jeg ikke skulle forholde mig til hverken mig selv eller andre…. Udefra set, det perfekte liv. Men oplevet indefra er det alt andet end idyllisk.
Hun er begyndt at have konflikter med manden og børnene kommer hun til at råbe af, noget hun ellers aldrig gør. I det hele taget er der støj i nærmest alle hendes relationer lige nu, og har en følelse af at være konstant bagud på arbejdet.
Hun føler ikke hun har mere at give og går rundt med en konstant dårlig samvittighed.
Nej til det sociale
Når vi ikke har overskud, vælger de fleste sig selv fra. Ikke som et bevidst valg, men som en konsekvens af, at vi vil gøre alt for, at alle omkring os har det godt, og at arbejdet bliver passet. Og måske også billedet udadtil fortsat er intakt….Og det, der kan tages noget fra, er dig selv og dine relationer. Så selvom vi på den ene side gerne ville være hende, der siger ja til en invitation fra kæresten eller veninderne, så siger vi nej. Og siger vi ja (selvom vi t i virkeligheden bare sket ikke orker det) så er det fordi vi ikke har samvittighed til at sige NEJ.
Det nej er fuldt forståeligt, men over tid bliver det en endnu mere negativ spiral, hvor vi skubber os selv længere og længere ned i et mønster, der dræner os. Så min klient og jeg begyndte med hende selv. Med at skabe pauser til at genoplade batterierne og få lyst til at være sammen med andre. Hun tvivlede meget på, at fem minutters meditation kunne gøre en forskel og følte, det var svært at sige nej til børnene om eftermiddagen, men hun opdagede, at det lille nej og de 30 minutter til sig selv faktisk gav lyst til reelt at være sammen bagefter.
Hvis vi holder op med at passe på os selv, så ender vi med at trække livet ud af vores relationer. Og måske er der faktisk energi og overskud at hente i samværet med dem, vi elsker, hvis vi giver os selv lov til at tage en pause indimellem og ikke forsøger at være den perfekte kvinde?
Ingen er perfekte eller super mennesker, og jo mere vi prøver på at være det, jo mere fjerner vi os fra os selv. For tilslut at ende som min klient, der ikke at kunne mærke sig selv og være total drænet trods et skønt liv.
Når du er i et fly, hvad siger stewardessen så altid om iltmasken? Du skal tage din egen på, før du hjælper andre. Det er samme princip alle andre steder i livet.
Når vi forsøger at være der for andre i en sådan grad, at vi glemmer os selv, så ender vi med hovedpine, konflikter med kæresten, råbe af børnene og følelsen af at være helt energiforladt og drænet. Du skal passe på dig. Ingen andre kan gøre det for dig. Når du varetager dine behov, så får du mere at give til andre.