Den nye familie/roller

Som kommende eller nybagte forældre er det nærmest umuligt at undgå at blive bombarderet med praktiske informationer. Informationer om alt det, I skal huske. Og alt det, I skal undgå. Og alt det, I skal være forberedte på for at opnå det store kørekort i forældreskab.

Men med massivt bombardement fra alle omkring jer, er det vigtigt at huske at lytte til jer selv og jeres instinkter. Det er kun jer som forældre, der ved hvad det rigtige er for jeres barn.

Det er også vigtigt at huske, at ingenting nogensinde bliver det samme igen. Det vil blive tiden før og efter I er blevet forældre.

I har udsigt til fem år uden en ærlig nats søvn. Og til et liv, hvor I skal forvente at lægge ører til et astronomisk antal timer med skrig og skrål og protest og hysteri, og hvor det er afgørende vigtigt at have klare og tydelige forventninger og grænser.

I er trådt ind i en verden, hvor det vigtigste i livet er at få givet den lille trygge, stabile og kærlige rammer. Men I må for alt i verden ikke overtræde den usynlige linje, hvor det pludselig bliver til curling.

Det er ikke helt ukompliceret, og kan til tider være svært at navigere i.

Nye roller til begge forældre

Som ny mor går du måske ind til en hverdag, hvor din kæreste/mand hjælper dig på fuld tid i de første to uger, hvor I har fælles barsel, for derefter igen at vende tilbage til at leve et tæt på normalt liv med arbejde, kolleger og frokostpauser.

Måske føles det, som om din partner nu er væk 94 procent af tiden, langt væk fra de minefelter, du lærer at navigere igennem hver dag. Og så er det naturligt også at føle, at det er svært, hvis han eller hun så også lige smutter til træning eller af sted for at være sammen med venner.

Som ny far sidder du måske med følelsen af, at du stiltiende må observere, hvordan din kæreste/kone, der en gang var så interesseret i dig og den øvrige verden, langsomt slipper interessen for alt andet end den lille. Samtidig forvandler hun sig til en form for hjemlig betjent i civil, og slår ned på alt det, du hele tiden gør forkert.

Om at lykkedes

At blive forældre sammen er på mange måder en indtræden i en fase af livet, hvor man er nødt til at beslutte sig for at få tingene til at lykkedes. Begge to.

Mange tænker, at hvis et parforhold er rigtigt, så vil man klare alting sammen. Men ”rigtigt” er ikke noget, et parforhold er eller ikke er. Det er noget, man gør det til. Hvis man forventer, at den rigtige mand eller kvinde vil være en, der altid gør det rigtige og altid forstår en, så har man udsigt til at blive skuffet.

Et ægteskab og forældreskab er nødt til at være bygget på en beslutning om at ville et andet menneske. På trods af alle de kvaler, det kan føre med sig. I medgang og modgang. Det sure med det søde. Bragt ned på hverdagsniveau betyder det, at I er nødt til at ville hinanden det bedste.

Når det lykkes dig som mor at være okay med at din mand går i biffen med sine kammerater, selvom du har hængt på den lille alene de sidste 11 timer og er virkelig træt, så bidrager det også til hans velvilje til at tage den lille på armen og gå i køkkenet og lave aftensmad, så du kan få en time på sofaen. Selvom han har pisket rundt på sit arbejde i otte-ni timer i træk.

Det, der sker, når han gør det, betyder, at det faktisk godt kan være, du får lyst til at forsøge at holde dig vågen helt til klokken ti og give ham et kys og spørge lidt til hans dag. Og så mærker han måske lige nøjagtig nok interesse og omsorg fra dig til, at han kan undgå at føle det som en afvisning, når du ikke kan registrere en lyst til sex i aften heller.

Til gengæld formår den forståelse fra ham måske lige nøjagtig at holde porten på klem, så du er åben for at mærke det, når din lyst til ham så pludselig alligevel rører på sig.

Det lyder alt sammen meget let på skrift. Det er det ikke.

Hjælp til jer

Hos Time To Change er der mulighed for, at få hjælp til at forstå hinanden og jeres nye roller som forældre. I vil begge det bedste for jeres lille ny, men ikke altid nødvendigvis det samme.

Jeres lille ny har brug for jer begge to og et stærkt forældreskab og parforhold.

At blive forælder for første gang giver både stor glæde, nye udfordringer og usikkerhed. Alle forældre har prøvet at stå med en grædende baby, som lige har sovet, lige har fået mad og også en tør ble og spørge: Jamen, hvad er det så, du vil?  Jeg vil styrke jeres evne til at forstå babyens signaler, så I kan møde barnets følelsesmæssige behov. At baby føler sig forstået skaber et følelsesmæssigt bånd mellem forældre og børn i de første leveår, som har afgørende betydning for barnets udvikling på langt sigt, både hvad angår venskaber, skoleparathed og læring.

At få en baby er en livsomvæltning for alle i familien. Det vil jeg gerne støtte jer i, så I bliver endnu stærkere og i endnu højere grad kan finde ro og glæde i at være nybagte forældre og give de små en god start på livet.

Jeg har ligeledes fysioterapeutisk speciale i babyer/børn. Jeg vil vejlede jer, i den udstrækning I har brug for. Således tilbyder jeg også fysioterapeutisk behandling af jeres baby, såfremt der er behov for dette. Dvs. at man hos Time To Change både har mulighed for at få coaching i forhold til den nye forældrerolle og fysioterapeutisk behandling af sin baby. De to ting behøver dog på ingen måde at hænge sammen, og man kan naturligvis sagtens vælge en af mulighederne separat.